Fisk i folie

Da jeg var barn, serverede mine forældre med jævne mellemrum makrelpakker til middag. Denne ret har sikkert et avanceret navn, men vi kaldte den altså bare makrelpakker. Og det er præcis what it says on the tin: Makrel i pakker. Det fik jeg en gevaldig lyst til at lave forleden dag. 
Et stykke makrel i folie med tomat og persille inden det kom i ovnen

Så mig ned til min lokale fiskehandler - en af byens bedste - som har makreller, når de er i sæson. Og det er de heldigvis for tiden.

Man kan også bruge anden fisk end makrel, fx sild, laks, ørred og anden fed fisk. Mager fisk kan godt blive lidt kedelig/tør, så fed fisk er bedst efter min mening.

Makrelpakker er nemme at lave. Man køber x antal makrelfileter. Dem skærer man ud i 2-3 stykker, og lægger hvert stykke på et stykke folie.
Den færdige makrel udpakket

Drys med lidt forskelligt grønt - jeg havde cherrytomater og persille, så det kom på sammen med lidt olie, citronsaft, salt og peber.



Folien pakkes rundt om fisken; husk at vende lukningerne opad, så saften ikke løber ud.

Pakkerne bages i ovnen - fx i et fad - i en 12-15 min. ved ca. 175 grader. Bagetiden varierer lidt fra størrelse og fisk, så man må prøve sig lidt frem. Spises med fx nye kartofler og salat.

Et par dage senere lavede jeg en lidt anden udgave, nemlig makrelruller i folie. Princippet og fremgangsmåden er helt den samme som ovenfor, makrelstykkerme skal bare være lidt større, og så skal de rulles sammen.

Jeg hakkede en masse persille og lagde på makrelstykkerne, rullede dem sammen og kom et stykke snor om hver rulle. Folie rundt om og så i ovnen som ovenfor.

Makrelrulle in-the-making
Den færdige makrelrulle
















Makrelrulle, dampet spinat, ris med grøntsager