Bananpandekager

Så blev der atter lavet pandekager i det lille hjem! Denne gang på en dej af fuldkornshvedemel og et par mosede bananer. Man kan komme mange forskellige ting i en pandekagedej, og bananer giver en dejligt sødlig og lidt karamelliseret 'brændt' smag.

Pandekager med mosede bananer i dejen
Opskriften er som sædvanligt såre simpel, og benytter hvad man nu har i huset, som egner sig til at lave pandekager af.

2 æg, mælk og rapsolie piskes godt sammen, til det er cremet og luftigt. To temmeligt modne bananer moses og røres i.

Dernæst så meget fuldkornshvedemel at dejen bliver godt tyktflydende. Jeg kom også lidt grahamsmel i, som jeg holder meget af. Lidt salt og sukker efter smag.

Desuden en halv pose tørret/kandiseret frugt og nødder. Man kan også bruge andet guf, hvis man har det liggende, men det er ikke nødvendigt.

Dejen piskes godt sammen, og tilsidst røres bagepulver i. Står og trækker i en 15 min. Og så laver man ellers bare dejlige pandekager, til der ikke er mere dej tilbage.

Helt enkelt med sukker på.




Fabelagtig og farverig rødbedesalat

I køleskabet lå en pose med såkaldt stribede rødbeder. Det hedder de, fordi de faktisk er stribede. De er blegrøde, næsten hvide, med røde striber. Jeg havde desuden en slat cornichoner og et par røde pebre. Det må der kunne komme en god salat ud af, tænkte jeg.

Som I ved, smager rødbeder ikke af så meget i sig selv - der skal en del smagsstof til for at de ikke bare smager fadt. Jeg havde lidt syltet, hakket hvidløg fra det lokale thai supermarked og sammen med cornichonerne, æblecidereddike og en masse sort peber fik det da også sat gevaldigt fut på disse stribede rødbeder - se bare billedet! Har man set magen til flotte farver? Og salaten smagte fuldstændig ligeså godt som den så ud.

Rødbedesalat med fut i: Stribede rødbeder, røde pebre, cornichoner, syltet hvidløg, æblecidereddike og sort peber
Opskriften er simpel:

En pose rødbeder skrælles, koges og skæres i terninger.
1-2 røde pebre skæres i tynde strimler á 2-3 cm.
En lille håndfuld cornichoner skæres i meget små stykker.
De tre ting blandes i en skål.

Lav en mariade - rigeligt af den - af æblecidereddike, olivenolie, et par generøse skefulde syltet, hakket hvidløg og så meget salt, sort peber og citronsaft, som man nu synes. Marinaden skal være stærk, syrlig og kraftfuld.

Marinaden hældes ud over salaten, som står og trækker i køleskab gerne et par timer. Det gør heller ikke noget, hvis det er natten over. Den smager fantastisk og endnu bedre dagen efter. Kan spises med andre grøntsager til, med charcuteri, en god leverpostej, rillette eller til fx lammekød, svinekød eller kalvelever.

Her med grønne salatblade
Og her med broccoli

Pandekager med guf i

I går lavede jeg atter pandekager. Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, så elsker jeg at lave og at spise pandekager, og derfor er der også allerede op til flere indlæg om pandekager hér.
Dem, jeg lavede i går, er den slags pandekager, som måske ser helt uskyldige ud udenpå, men som er fyldt med alt muligt guf indeni, og kan holde en granvoksen håndværker kørende.

Man kan ikke lige se det, hvis man ikke lige ved det - men disse
pandekager er fyldt med guf.
Som sædvanlig lavede jeg dejen helt og aldeles med løse håndled og med hvad jeg nu havde i huset - dejen skal bare være tyktflydende, så går det altsammen.
Det nye, jeg ville afprøve, var at komme dels bygflager og dels tørret frugt i dejen.

Kornflager (havregryn, bygflager, speltflager etc) giver en meget solid dej, der mætter og er fiberrig. Jeg foreslår at opbløde flagerne i lidt mælk inden de kommes i dejen, så de ikke er for hårde/seje.

Tørret frugt, nødder mv. giver smag og substans, og denne gang tog jeg halvdelen af en pose tørret/kandiseret frugt, kokos og nødder, som man kan købe i ethvert supermarked for få penge.

Her er opskriften:

Mælk, en slat ylette, lidt rapsolie og et par æg piskes godt sammen.
Tilsæt lidt salt og sukker, et par håndfulde bygflager der har ligget i blød, en halv pose tørret frugt og nødder, og så meget fuldkornshvedemel der nu skal til for at gøre dejen ganske tyktflydende. Tilsidst kommes et par teskeer bagepulver i.
Lad dejen hvile i ca. 15 min. Og lav så pandekager - små, tykke og herlige!

Pandekager med guf i, her med solbærsyltetøj