Bananpandekager

Så blev der atter lavet pandekager i det lille hjem! Denne gang på en dej af fuldkornshvedemel og et par mosede bananer. Man kan komme mange forskellige ting i en pandekagedej, og bananer giver en dejligt sødlig og lidt karamelliseret 'brændt' smag.

Pandekager med mosede bananer i dejen
Opskriften er som sædvanligt såre simpel, og benytter hvad man nu har i huset, som egner sig til at lave pandekager af.

2 æg, mælk og rapsolie piskes godt sammen, til det er cremet og luftigt. To temmeligt modne bananer moses og røres i.

Dernæst så meget fuldkornshvedemel at dejen bliver godt tyktflydende. Jeg kom også lidt grahamsmel i, som jeg holder meget af. Lidt salt og sukker efter smag.

Desuden en halv pose tørret/kandiseret frugt og nødder. Man kan også bruge andet guf, hvis man har det liggende, men det er ikke nødvendigt.

Dejen piskes godt sammen, og tilsidst røres bagepulver i. Står og trækker i en 15 min. Og så laver man ellers bare dejlige pandekager, til der ikke er mere dej tilbage.

Helt enkelt med sukker på.