Kalvelever i gryde

For et par uger siden fik jeg pludselig lyst til kalvelever. Det havde jeg ikke spist i meget lang tid og egentlig glemt, at det jo er en herlig spise - fedtfattigt, sundt, fuld af smag, billig og uden spild af nogen art.

Så mig ned til Mustafa, min lokale og meget venlige, gode halal-slagter og købe et kilo kalvelever formedelst 60 kr. Jeg havde nok liiige glemt, hvor meget et kilo kalvelever faktisk er - dét gik op for mig, da jeg pakkede det ud og begyndte at skære det i småstykker. Jeg tror det endte med, at jeg spiste kalvelever 4-5 dage i træk. For 60 kr.!

Kalvelever med løg, hvidløg og gulerødder
Nå, men jeg startede med at lave en meget enkel ret med leveren:

Kalvelever i små stykker, snittet løg og hvidløg og gulerødder i små terninger.

Det hele svitses i dén rækkefølge og står så og simrer med salt, peber, citron og balsamico-eddike. Jeg gav det vist en halv time men man kan prøve sig frem. Der skal en del smagsstof i, fx salt og citron.

Det kom til at se sådan ud og man kan spise fx kartofler, kartoffelmos, brød, polenta eller grønne bønner til.


Og her dagen efter med hvidkål tilføjet
Dagen efter synes jeg nu alligevel, at retten skulle piftes lidt op. Det var meget enkelt: 

Jeg havde et sommerhvidkål i køleskabet, så det blev skåret ud i mindre/små stykker og bum, ned i gryden og simre lidt med - så havde jeg endnu en herlig kalvelevergryde!


PS. Kalvelever er også en god undskyldning for at tage HP sovsen frem. Jeg er ikke specielt vild med ketchup og så videre men lige præcis HP sovs er i orden!