Fisk i ovnen

Fisk er en herlig spise - det er meget nemt at lave, smager bedre jo enklere man tilbereder det, og er ikke så dyrt som man ofte taler om. Selvfølgelig koster det noget, men vel egentlig ikke mere end godt kød.

Da jeg synes, at fisk i sig selv er smagfuldt, gør jeg sjældent ret meget ved det. Ned i et ildfast fad med lidt olie, citron, salt og peber, 10 min på 180 grader, slut færdig.
Okay, det er ikke al fisk, der egner sig til ovn, fx ikke rødfisk og sild som egner sig bedre til at blive stegt på panden. Da pandestegning sviner en del - i hvert fald på et gaskomfur som mit - steger jeg meget sjældent noget, men foretrækker at proppe det i ovnen. Og derfor holder jeg mig også mest til klassiske fisk, der er gode til ovn: Bars, sej, torsk, laks og den slags. Rødspættefileter og tungefileter kommer jeg også i ovnen og makrel, gerne i små foliepakker.

Fint lyserød viktoriabars
Her er et eksempel på nem fisk i ovnen. Det er viktoriabars, for det havde fiskehandleren den dag.

Sæt ovnen på 180 grader.

Tag et godt stykke fisk, her som sagt viktoriabars. Brug det enten helt eller skær det i mindre stykker som på billedet.

Kom lidt olivenolie i et ildfast fad. Kom fisken i. Krydr med salt, peber, citron.
Hvis man har krydderurter, kan man komme lidt på - her er det rosmarin, som jeg havde stående. Kunne også være timian, esdragon, persille eller alt muligt andet. Hvad man nu synes!
Tænk at noget så nemt kan smage så godt!




Bag fisken i 10-12 min. Jeg havde først givet den 10 min, og tog den ud. Men man kan føle på den, om den er færdig - hvis den giver efter sådan lidt 'elastisk', skal den have lidt mere. Den fik 12 min. i alt og endte med at se sådan ud.

Den smagte himmelsk, hvis jeg selv må sige det!

Man kan spise alt muligt til fisk - kartofler, brød, pasta, kogte grøntsager som fx bønner, spinat, gulerødder, eller salat som var det jeg havde i køleskabet.
Ris sammen med fisk er en af mine favoritter, de to ting komplementerer bare hinanden utrolig godt.