Kaffe

Ahhh, kaffe
Man tør næsten ikke skrive noget om kaffe, for er der noget, folk har meninger om, så er det hvordan man laver ordentlig kaffe. Jeg har det med kaffe som med alt andet: Det skal være nemt! Så jeg laver kaffe på tre måder: 1) Neskaffe, 2) kogekaffe og 3) filterkaffe.

Neskaffe: Da jeg for et par år siden fik lavet nogle køkkenforbedringer, installerede jeg bla. en Quooker. Jeg var lidt i tvivl om jeg nu skulle gøre det, men det er en af de bedste investeringer jeg har gjort!

Min uundværlige Quooker
Med den kan jeg lave en kop kaffe hurtigere end man kan sige kaffekande.
Man kommer bare en mængde neskaffe i et kop, og så kogende vand direkte fra hanen - et voila.

Til gengæld er jeg meget specifik mht. hvilken neskaffe, jeg bruger. Den skal være fyldig og stærk, men må ikke have den dér syrlige smag, som megen kaffe har.
Jeg har efter megen søgen og forsøgen kommet frem til, at jeg foretrækker Peter Larsens øko-neskaffe.

Perkolator


Kogekaffe: Jeg bruger en elektrisk perkolator til at lave almindelig kaffe i - kogekaffe. Det er helt utrolig nemt og hurtigt, og der er næsten ingen opvask.

Jeg tænkte meget over, hvordan jeg kunne lave god kaffe med så lidt indsats inkl. opvask som muligt og kiggede på stempelkander, kaffemaskiner, espressomaskiner etc og så så denne her perkolator hos en bekendt. Ud over at den er pæn, er den hurtig og nem at have med at gøre.

Jeg putter gerne 1,5 skefuld kaffe i for hver kop - det giver kaffe med bid i. Selve kaffen maler jeg i supermarkedet og foretrækker også her økologiske bønner med en rund fyldighed.

Filterkaffe: Denne måde at lave filterkaffe på producerer fabelagtig kaffe, nemlig med en Clever Coffee Dripper.

Clever Coffee Dripper - ret smart!
En Clever Coffee Dripper er en lille ingeniør-genistreg. Den ligner en almindelig holder til et kaffefilter. Men i bunden er der en stop-mekanisme, som gør, at vandet ikke løber ud.

Man placerer et kaffefilter i Dripperen. Hælder de malede bønner i og hælder varmt/kogende vand over. Kaffen står så og brygger nede i Dripperen. Lad den brygge i 5 min.

Når den er færdig, placerer man Dripperen oven på en kop. Koppens kant aktiverer stop-mekanismen, som åbner og kaffen løber ned i koppen.

Når man løfter Dripperen, lukker mekanismen til igen, og resten af kaffen bliver i Dripperen til man fylder en ny kop. Der er 2-3 kopper i en fuld Dripper. Og om muligt endnu mindre opvask end med en perkolator!